Analyse og anbefalinger

Omfang:

Råstofindvindingen har fundet sted langs store dele af den danske kystlinje - særligt i de indre danske farvande. Nuværende og historiske tilladelser dækker et areal på omtrent 1,8 % af det danske hav.

Indvindingen af marine råstoffer – primært sand, grus og ral – er steget med omtrent 80 % siden 1990. Samtidig forventes efterspørgslen at stige frem mod 2040 som følge af øget bygge- og anlægsaktivitet, infrastrukturprojekter, grøn omstilling og et stigende behov for kystsikring i takt med klimaforandringerne.

Forvaltning:

Råstofindvinding på havet kræver en myndighedstilladelse og reguleres i henhold til Råstofloven, som løbende er blevet suppleret af en række krav fastsat i underliggende bekendtgørelser. Den økonomiske regulering omfatter en råstofafgift, som ikke er fulgt med den generelle prisudvikling, og som i dag ikke er øremærket miljø- eller råstofformål.

Danmarks implementering af EU’s Havstrategidirektiv kategoriseres råstofindvinding som fysisk tab af havbund. De nuværende myndighedsopgørelser viser overskridelse af tærskelværdien for tab på visse habitattyper, men der er metodiske usikkerheder knyttet til opgørelsen, og der mangler opgørelser af den reelle historiske og nuværende indvinding.

Vejen frem:

Danmark har et relativt højt forbrug af råstoffer sammenlignet med nabolande. Analysen peger på, at reduktion af efterspørgslen efter nye råstoffer fra havet er central for at mindske presset på havmiljøet.

Reduktion af efterspørgslen kan opnås gennem genanvendelse, substitution med alternative materialer og mere ressourceeffektivt byggeri. Analysen fremhæver en række barrierer, herunder økonomiske incitamenter, reguleringsmæssige rammer og markedsforhold, som i dag favoriserer anvendelsen af nye råstoffer frem for genanvendelse.

En styrket og mere helhedsorienteret forvaltning med fokus på både miljøtilstand og ressourceforbrug er afgørende for at sikre en mere bæredygtig udvikling af råstofområdet.